DIN LILLE TEPOTTE!

I dag kan det være helt svært at forestille sig, men vi skal faktisk ikke så forfærdelig mange år tilbage i tiden, før keramik på ingen måde blev betragtet som et materiale, man kunne bruge til at skabe kunst. Men som sikkert var udmærket for børn at forlyste sig med i fritidshjemmet…

De dage er nu forlængst forbi, og mange tak for det! Måske det endda er denne udstødte position man kan takke for, at samtidsens kunstnere går til keramikken med alt andet end fløjlshansker og respekt for traditionen. Fornemt placeret i front for keramikkens genopstandelse, finder man Lars Christian Rank og Tomas Lagermand Lundme, der tilsammen udgør ’You Little Teapot’. Karakteristisk for deres keramik er en (rimelig) ren form, dekoreret med tilsyneladende uskyldige tegninger og lidt klodsede bogstaver.

Men det er i den grad et skalkeskjul! En måde at lokke os nærmere på og fange os ind, inden vi aner uråd. For de fortællinger, der venter i og på og henover keramikken, er alt andet end god-nat-historier for moderne børn. I stedet handler de om kærligheden, der kan gøre krøller på sig selv og samtlige involverede parter, om venskab og uskyldstab, om drømme, hån og nederlag. Det handler med andre ord om livet på godt og ondt, sådan som det folder sig ud i virkeligheden.

De mange og forskelligartede fortællinger kan stykkes sammen på kryds og tværs af keramikken – og det bliver de, selv hvis det ikke skulle være meningen. For sådan er vi mennesker: vi søger mening med alting overalt. Og selv hvis den ikke er der, meningen, så finder vi den alligevel. Derfor fortsætter historien fra ’Katte Krukken’ om Preben og Janus, der har fået afslag på deres ansøgning om at adoptere og nu i stedet har anskaffet sig katten Grete, på ’Ærligheds Krukken’, der bekendtgør: Han kunne bedre lide dyr end kvinder.

Djævlen er i detaljen, siger man, men det er også her man finder de helt små forskelle og derved (til sin lettelse!) opdager, at Grete-missen intet har at gøre med den Grethe, der igennem en hel serie fra 2008 gennemgår alverdens prøvelser, fra onde medsøstre over drilleri og hjemmelig vold. Hun hedder vist så til gengæld Ingmann til efternavn …

Intet er, som det plejer at være. Eller mere præcist: Intet er, som vi plejer at (forsøge at) fremstille det. Det gælder både kvinderne og (måske navnlig) mændene. Her hersker nemlig en kødelighed, en ikke-perfektion, der må få alle til at føle sig truffet på stedet. Mand eller kvinde, homo eller ej. Og til at ånde en smule lettet op, for så er man åbenbart ikke alene.

Er der stadig bånd, der snærer og grænser, der ikke lige lader sig krydse, så kan man ikke klandre ’You Little Teapot’ for det, for de arbejder på sagen, som når ’Mande Krukken’ har underteksten: Vi er nøgne mænd, der leger sammen. Eller når der opstår befriende modsætninger mellem ord og billede, sådan som det sker i ’LO Krukken’, der som et ekko af et slogan slår fast, at ” Han var glad for han havde meldt sig ind i den fagforening”, mens to stive pikke stritter lystigt.

Sjældent er store spørgsmål om eksistens, kærlighed, sex og hvem vi egentlig går rundt er, blevet behandlet med så megen humor og medfølelse. Og poesi. For der er billeder i ’You Little Teapot’, både på keramikken og i hovedet på det menneske, der oplever den. Prøv selv med denne sentens: ’Mød mig i parken i nat/ vær nøgen / tag mao-sko på”!

Trine Ross, april 2010